Dragon Age II anmeldelse

Dragon Age II
PS3

Vi er mange der har ventet længe. Ventet utrolig længe på efterfølgeren til et af det absolut bedst sælgende spil. Spillet der forvandlede os alle. Spillet der gav RPG genren helt ny lyd. Spillet der for alvor satte BioWare på landkortet. Dragon Age II er landet, og jeg har ikke bestilt andet end at hakke, skære, sprætte og svinge mig vej gennem ”Kirkwall’s” uendelige mængder af ”Darkspawn”.

Grafikken

Som de fleste nok ved, har Bioware sjælent problemer her. Normalt ser vi nogle ganske lækre visuelle elementer i deres produkter. Det er helt sikkert at udviklerne bag Dragon Age II har fulgt traditionen, og lagt mange kræfter i visuelle gaver. Lad os starte ud med et lille kig tilbage på det oprindelige Dragon Age: Origins, vi så tilbage i 2009. Her oplevede vi et rigtig flot univers, med velskabte karaktere, og overvældende effekter. Det skal dog nævnes, at jeg spillede PC-udgaven, hvilket højst sandsynligt har gjort min grafiske oplevelse en anelse bedre end konsoludgaverne. Men lige meget hvordan vi vender og drejer den, så var Dragon Age: Origins et flot spil. To år senere, og jeg sidder med efterfølgeren i hånden. Inden jeg smed skiven i maskinen, forventede jeg grafik af nye dimensioner. Jeg forventede effekter der mildest talt ville få kæben, ikke bare til at hænge nede på brystet, men til at kravle ned til underboen. Jeg forventede cinematics der blæste alt andet af banen, og jeg forventede cut-scenes der kunne holde mig fast i timevis. Var mine forventninger for høje?

Både ja og nej. Mange af jer vil helt sikkert sige at gameplay og historie er langt mere vigtigt end flotte effekter og silkebløde kontraster. Men når alt kommer til alt, er der ingen af os der gider sidde time efter time med et forsøg på fantastisk grafik, men som egentlig endte op i noget halv-fjumset noget. Der er vist ingen tvivl om at Bioware har forsøgt at få noget rigtig godt ud af deres grafikmotor, og det er sådan set også lykkedes ganske godt. Men jeg kan ikke lade være at bemærke den tomme, og tørre smag jeg får i munden efter et par timer med min ”Champion”. Cinematics’ne er ganske udemærkede, men cut-scenes… Bioware burde ”mestre” dette element, da cut-scenes med interaktion er noget vi har set i mange Bioware spil efterhånden: Mass Effekt, Dragon Age: Origins og snart også i Star Wars: The Old Republic. Men af en eller anden grund, føler jeg mig snydt. Jeg føler mig efterladt udenfor spillet på et tidspunkt hvor jeg virkelig burde befinde mig inde i spillet. Karakterenes ansigtsmimik er ikke hvad jeg havde forventet, og det virker ikke særlig virkelighedstro.

Alt i al, er grafikken det jeg vil kalde over middel. Det lyder måske som en hård dom, men i år 2011 er vi så langt fremme, og ser så mange andre spil der gør det en hel del bedre på netop dette punkt. Jeg håber at der er flere grafiske lækkerier i PC-versionen.

Lyd

Noget der for alvor kan være med til at give den helt rigtige stemning i et spil, specielt i et RPG, er lyden. Ikke bare ”effekt-lyde”, men også musikken. Desværre er der ikke voldsomt meget musik i Dragon Age II, men jeg er da faldet over en smule. Når det kommer til ”effekt-lyde”, har Bioware som forventet fat i den lange ende. Næsten hver en lille bevægelse giver resultat, og det får den rigtige stemning op i mig. Det er tydeligt at se at der er blevet lagt en hel del arbejde i netop lydene, og klap på skulderen gives hermed til holdet bag. Det er et rigtig god stykke arbejde. Desværre er der gjort knapt så meget ud af en anden stor ”force” fra det oprindelig Dragon Age: Orgins. Stemmeskuespillet. Jeg forventede mere af ”Orgins’s skuffen”, men blev mødt af kolde, overfladiske og helt igennem utroværdige stemmer. Samtlige dialoger jeg har været igennem indtil videre, har skuffet. Det virker som om at Bioware har sløset lidt, og ”rushet” igennem alt stemmeskuespil, hvilket er noget så ærgerligt, da det var en af de ting der gjorde det første spil så specielt. Jeg tror desværre at Dragon Age II’s svageste led, er stemmerne.

Gameplay

Det kritiske element. Et vigtigt emne. Den del af spillet mange elsker, og frygter. Rygterne har spredt sig efter frigivelsen af Dragon Age II demoen. Spillet skulle eftersigende have ”glemt” sin oprindelige form. Et sandt RPG. Er Dragon Age i virkeligheden gået hen og blevet et ”hack’n’slash”? Jeg må erkende at der bestemt er gået noget RPG tabt siden Orgins, og der er implementeret noget lignende hack’n’slash. Men er det nu også en dårlig ting? Jeg er ret sikker på at mange af jer derude elskede Dragon Age: Orgins, fordi det var et sandt RPG mesterværk. Et rollespil, med virkelighedstro grafik, flot stemmeskuespil samt en eminent kraft til at få spilleren til at føle sig ét med universet. Det at ”smide noget RPG væk”, har for mig haft katastrofale konsekvenser for min indlevelse i spillet, men samtidig skabt ny interesse. Jeg er personligt stor fan af MMORPG’er, men sjældent det mere traditionelle RPG. Derfor er det positivt i mit perspektiv at der er ”røget” noget RPG i svinget, og godt gammeldags, blodigt og action sprængt hack’n’slash er bragt på banen. At skære, hugge og svinge sig vej gennem horder af ”darkspawn”, i et distant 3. persons synspunkt, er noget jeg holder meget af. Det at denne synsvinkel tilmed giver et fantastisk overblik over slagmarken, samt mine allierede er helt fantastisk. Til dette følger en fabelagtigt styring, jeg med hånden på hjertet kan sige at jeg aldrig har set bedre i noget andet spil af denne type.

Opsummering: Et “længe” ventet RPG, fra nogle af de største i branchen. Et spil med store forventninger for mit vedkommende. Et spil der vil få mange til at valfarte til deres lokale retailer. Dragon Age II efterlod mig med en blandet følelse. En følelse af en ufortalt historie. Et eventyr der kunne have været meget mere virkelighedstro, end det endte med. Men samtidig med en stærk følelse af tilfredsstillelse. En følelse af yderst gennemarbejdet teknik, der får spillet til at glide som få. En følelse af en flot og detaljeret verden, der i virkeligheden nok fortjener at bliver udforsket på PC’en. En dyd for ørene i de små detaljer.

En værdig efterfølger for mange, en skuffelse for nogle…